Hjemsendelsespolitikken slår hårdt, og det er på tide at ændre den

Danmark mener som det eneste europæiske land, at det er sikkert at sende flygtninge tilbage til Syrien. Jeg taler meget med mine venner, der også er flygtninge, om, hvad der vil ske med os, og hvad vi skal gøre. Jeg forsøger at være konstruktiv, men angsten gnaver også i mig.

Leo Nasser, social- og sundheds-praktikvejleder, bestyrelsesmedlem i LGBT Asylum og flygtning fra Syrien

De seneste uger har der været mange historier på sociale medier og i pressen om syriske flygtninge, der har fået inddraget opholdstilladelsen i Danmark. 19-årige Aya, der har været i Danmark siden 2014 og nu går i 3. g. 25-årige Faeza, der har været i Danmark siden 2015 og er sygeplejerskestuderende. Og Akram, der døde af et hjertestop, efter han fik at vide, at hans opholdstilladelse ikke ville blive forlænget. Blot for at nævne nogle eksempler.

Aya, Faeza og Akram er ikke de eneste, der har fået at vide, at de skal forlade Danmark og tage tilbage. Som det eneste land i Europa mener Danmark nemlig, at det er sikkert at sende flygtninge retur til Assads Syrien. Og når det ikke kan lade sig gøre i praksis, vil de danske myndigheder placere de syrere, der får inddraget deres opholdstilladelse, på et udrejsecenter på ubestemt tid.

Hjemsendelsespolitikken giver stress og angst

Den aktuelle hjemsendelsespolitik rammer ikke blot dem, der aktuelt får inddraget deres opholdstilladelse. Den rammer os alle hårdt.
Fordi jeg er frivillig i organisationen LGBT Asylum, er der mange, der ringer til mig for tiden. De har læst eller hørt om hjemsendelserne, og de er stressede, bange og i vildrede. Hvad med mit integrationsprogram? Skal jeg stadig lære dansk? Myndighederne siger, at jeg skal integreres, men de vil også sende mig tilbage? Kan jeg søge asyl i et andet land? Kan jeg også risikere at blive udvist, selvom jeg er LGBT? Hvad skal der ske med mig?

Selvom jeg forsøger at svare konstruktivt og mane til ro, nager tvivlen også i mig. For det er som om, at pointen med den førte politik er, at vores liv skal være usikkert. Jeg kender folk, der er blevet slået helt ud af at blive indkaldt til interview hos Udlændingestyrelsen, når deres opholdstilladelse skal vurderes på ny.

Vi er mange syrere, der er kommet til Danmark på flugt fra krigen og Assad-regimets overgreb. Vi har intet tilbage i Syrien. Vi har kæmpet for at genetablere et liv og en hverdag her. Og for at blive integreret og bidrage til samfundet. Jeg har selv taget en uddannelse i Danmark, jeg arbejder fuld tid, har engageret mig i foreningsarbejde og har mange danske venner. Og jeg ser frem til for første gang at stemme til kommunalvalget til efteråret. Som mange andre.

Men det er svært, for hjemsendelsespolitikken giver os konstant stress og angst. Når vi hører de aktuelle historier om hjemsendelser og samtidig ved, hvordan der er der, hvor myndighederne vil sende folk hen, forstår vi det ikke. Og vi mindes om, at også vores fremtid er usikker.

Udvandringsminister eller integrationsminister

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye skrev i Jyllands-Posten d. 29. marts, at han lige så meget er udvandringsminister som integrationsminister. Da jeg læste det, tænkte jeg, at han lige så godt kunne have skrevet forsvindingsminister. Vi er mange, der er bange for, at regeringen helst bare vil af med os – have os til at forsvinde – nærmest ligegyldigt hvordan. Og vi er bange for selv at forsvinde. Som Akram. I et udrejsecenter på ubestemt tid. Eller i et af Assads fængsler.

Det er svært at finde retning i sit liv, når man konstant bombarderes med politiske meldinger, der på den ene side siger, at man skal integreres og på den anden side siger, at man skal sendes ud af landet. At føle sig uønsket og grundlæggende usikker på fremtiden er hårdt. Jeg tænker på det hver dag, selvom jeg forsøger at fokusere på mit arbejde, mine foreningsaktiviteter og mine venner.

Jeg håber, at Ayas, Faezas og Akrams ubærlige historier om ikke andet er med til at synliggøre, at den aktuelle hjemsendelsespolitik ødelægger liv, smadrer drømme og splitter familier. Det er nu, vi for alvor ser, at de menneskelige konsekvenser af det såkaldte ’paradigmeskifte’, der blev vedtaget for et par år siden, er for store.

Paradigmeskiftet betød et øget fokus på, at flygtninges ophold i Danmark er midlertidigt. Midlertidigheden giver et liv i usikkerhed, og den varer længe. For få år siden kunne man få permanent opholdstilladelse efter fem år i Danmark. Nu skal man vente mindst otte år, og kravene er blevet så skrappe, at mange ikke kan leve op til dem, selvom de har gjort alt det, de fik at vide, var det rigtige.

Den nuværende situation med inddragelse af opholdstilladelser for nogle og angst og usikkerhed for mange er resultatet af en række lovændringer i Danmark de seneste år: Indførelsen af den særlige midlertidige beskyttelsesstatus (udlændingelovens § 7,3), vedtagelsen af paradigmeskiftet og de skærpede krav for at opnå permanent opholdstilladelse. Nu er det på tide til at stoppe op og gå i en anden retning.

Tryghed frem for frygt

Prøv at se situationen fra vores perspektiv. Kunne der ikke også på samfundsniveau være en større værdi i at skabe tryghed frem for frygt? Når vi har en integrationsminister, der hellere vil være udvandringsminister, har vi ikke noget sted at stå.

Vi får at vide, at vi skal tage tilbage til Syrien og hjælpe med at genopbygge vores land. Men så længe Assad-regimet sidder på magten, er Syrien ikke vores land. Det internationale samfund – inkl. Danmark – sender ikke hjælp til genopbygning af Syrien, fordi man ikke vil støtte Assad. Det giver ikke mening at kræve, at vi skal gøre det. Som om vi overhovedet kunne, hvis vi ville.

Der er ikke noget at vende hjem til. Vores liv og hjem er her i Danmark – vi har ikke noget reelt alternativ. Krigen i Syrien har varet i over 10 år. Hvor længe skal vi leve i et påtvunget limbo? Er det ikke på tide at erkende, at vi er mange, der har skabt os et liv her, og få det bedste ud af det sammen? At vi er mennesker og en del af det danske samfund, som vi kan og vil bidrage til.

Dette er en revideret version af et indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 11. april.

Andre nyhedsartikler

Keynote speech by Nicholas Chisha from LGBT Asylum at hearing about LGBTI+ refugees, 19 April 2021

22. April 2021

It is an unfortunate fact that at this point in time in the world, the gender identities and sexual orientations that do not conform to the heteronormative concept are still being considered criminal in parts of the world. Being gay, lesbian, bisexual, trans, or queer when you are from certain parts of the Sub-Saharan Africa, the middle east, the Caribbean, south America or parts Asia, means that one is also subjected to discrimination, harassment, and, more seriously, violence, imprisonment and death.

8. marts: Regeringens asylpolitik gør det sværere for mennesker, der forfølges på grund af køn eller seksualitet

8. March 2021

8. marts er en anledning til at huske på alle dem, som forfølges på grund af køn eller seksualitet. Og den aktuelle danske asylpolitik peger i retning af tilbageskridt. Alt imens den danske regering har ambitioner om, at der skal komme færre eller ingen asylansøgere til Danmark, og om at behandlingen af asylsager skal finde sted uden for Europa, modtager vi i LGBT Asylum til stadighed råb om hjælp fra LGBT+ personer rundt om i verden.

Tilbage til hovedmenuen
MenuLuk menuen
Støt LGBT Asylum
LGBT Asylum