Om boligplacering og integration
Alle flygtninge tildeles midlertidige opholdstilladelser. Du kan søge om permanent opholdstilladelse, når du har haft ophold otte år i Danmark.
Når du får opholdstilladelse som flygtning i Danmark, bliver du placeret i en kommune. Udlændingestyrelsen bestemmer hvilken kommune, du bliver placeret i.
I kommunen skal du følge et såkaldt selvforsørgelses- og hjemrejseprogram. Programmet vil inkludere danskundervisning og aktiviteter for at få et arbejde eller en uddannelse.
Programmet varer 1- 5 år. I den periode kan du ikke flytte, medmindre du kan klare dig selv, eller en anden kommune siger ja til at overtage dit program
Det kan være svært at finde netværk og venner blandt LGBT+ personer, hvis du bliver boligplaceret i en kommune langt væk fra de store byer, og det kan være vanskeligt at flytte kommune. Du kan få rådgivning hos LGBT Asylum om muligheder for at flytte.
Den kommune, du bliver boligplaceret i, er forpligtet til at anvise dig en bolig samt tilbyde danskundervisning og hjælp til at komme i beskæftigelse. Flygtninge starter ofte hurtigt på sprogskole og i praktik.
Indtil du finder et job, har du ret til at modtage selvforsørgelses- eller hjemsendelsesydelse, som udgør ca. 6.000 kr. om måneden før skat.
I mange kommuner skal du som flygtning i første omgang bo i en midlertidig bolig. I de midlertidige boliger bor flygtninge tit mange sammen og deler måske køkken eller bad.
Du har ret til støtte
Nogle LGBT+ flygtninge oplever problemer i den midlertidige bolig, på sprogskolen eller andre steder, fordi de er LGBT+. Hvis du oplever problemer, er det vigtigt, at du søger støtte og hjælp. Tal med din sagsbehandler i kommunen eller din lærer om det, eller kontakt LGBT Asylum. Kontakt politiet, hvis du bliver udsat for en hadforbrydelse.
Her kan du læse mere om, hvad du kan gøre, hvis du er udsat for en hadforbrydelse eller diskrimination, fordi du er LGBT+ .
LGBT Asylum har lavet en undersøgelse af LGBT+ personers oplevelser som flygtninge. Den kan du læse her. Rapporten er på dansk.
Socialt netværk
Hvis du er LGBT+ flygtning i Danmark, er LGBT Refugees, vores gruppe for flygtninge med opholdstilladelse i Danmark, måske noget for dig.
Dine rettigheder
Du kan læse mere om, hvad du kan gøre, hvis du er udsat for en hadforbrydelse eller diskrimination, fordi du er LGBT+ person i Danmark